Fire pakker med gammelt sprængstof, der fandtes efterladt i en garage ved et hus i Begtrup på Mols, er blevet fjernet af militære ammunitionsryddere fra Skive Kaserne.
Huset i Begtrup lidt syd for Fuglsø har for nylig fået nye ejere, og da de onsdag 2. juli var i færd med en større oprydning, fandt de de fire pakker. Indholdet var tørret ind, og det lignede gammelt modeller-voks. Ejerne var dog ikke sikre og kontaktede politiet, og efter en undersøgelse konstaterede politiet, at der var tale om plastisk sprængstof.
De tilkaldte bomberyddere fra Skive Kaserne kunne uden problemer fjerne pakkerne med sprængstof, som menes at være ca. 50 år gamle. Det pågældende hus blev i 50'erne ejet af en mand, der arbejdede med at sprænge store sten i stykker.
Kilde: Grenaa Bladet
sof