Retten i Randers har varetægtsfængslet en 18-årig mand fra Grenaa, der sigtes for et overfald på en otte år ældre mand i Lillegade i Grenaa.
Den 18-årige blev sat i varetægtsarrest til torsdag 7. august, og det oplystes i retten, at han i forvejen har to verserende sager om overfald, der endnu ikke er pådømt. Bl.a., fordi der er tale om vold i gentagelsestilfælde, fandt retten, at der var grundlag for varetægtsfængsling.
Den seneste episode fandt sted natten til lørdag 5. juli ved 04-tiden. En 26-årig mand, der bor i Lillegade, har forklaret til politiet, at han da blev opsøgt af den 18-årige, der kom sammen med to venner. Da den 26-årige lukkede døren op, tildelte den 18-årige ham flere knytnæveslag i hovedet, så han bl.a. fik et sæbeøje.
Noget, der skulle afregnes
Hvad der ligger bag overfaldet er ikke helt klarlagt. Den 26-årige har fortalt, at han var påvirket af spiritus efter at have været ude i Grenaas natteliv, men han mener, at han ikke der har haft kontroverser med nogen. Den 18-årige syntes åbenbart, at der var sket noget, som der skulle afregnes for med slående argumenter.
Den 18-årige kærede fængslingskendelsen til landsretten med krav om løsladelse. Han har tidligere boet i Grenaas opland, men er flyttet ind til byen. Han blev anholdt fire dage efter det påsigtede overfald.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof