En tyvebande har i den seneste uge begået indbrud i ni villaer i Hornslet, og et af stederne tog de familiens bil med.
Det var i en villa på Stejlbjerg, hvor de fandt nøglerne til en Opel Corsa, der stod udenfor. Bilen, der nu efterlyses af politiet, har nummeret SJ 39 461. I bilen var der noget golfudstyr, som de kastede væk på en nærliggende legeplads.
Tyvene kom ind i villaen ved at brække et vindue op til et værelse. Alt blev gennemrodet, og ud over bilnøglerne tog de nogle smykker og to mobiltelefoner.
I en anden villa på Stejlbjerg blev der stjålet to fladskærms-tv og en radio. Endnu et fladskærms-tv, som tyvene ikke fik med i første omgang, men havde stillet frem til senere afhentning, fandt en nabo og tog med hjem. Et vindue var brækket op.
I en villa på Fuglevænget havde tyvene ikke heldet med sig. Med et koben forsøgte de at opbryde et vindue fra terrassen, men kom ikke ind. En nabo foretog politianmeldelsen.
Natten til mandag 14. juli fortsatte indbruddene i ferietomme villaer i Hornslet.
Tre af dem fandt sted på Ahornvej. En nabo så kl. 05.40 to ukendte personer komme ud af en villa, og de kørte derfra i en bil. Hvad der er taget er ikke opgjort.
I en anden villa på vejen blev der opbrudt et pengeskab og et våbenskab, men heller ikke her er udbyttet gjort op. En rude i en kælderdør var aflistet. I en tredie villa var en rude til et værelse aflistet. Herfra foreligger der heller ikke en opgørelse på grund af beboernes ferie.
I Dalgårdsparken opdagede en nabo en åben dør og fandt villaen gennemrodet, men udbyttet er ukendt. Også her var der aflistet en rude.
Også på Ravnhøjvej var der indbrud i en villa. Alt blev gennemrodet, men udbyttet er ukendt.
I en villa i Rytterparken vågnede en beboer ved lyden af træværk, der bliver splintret. Da han tændte lys, forsvandt tyven. Det skete natten til onsdag 16. juli kl. 02.30.
Fra forretningen Rema 1000 i Dalgårdsparken meldes der også om tyveri. Her mistede en kunde mandag 14. april ved 13-tiden en sort taske, der indeholdt et mindre pengebeløb, dankort og papirer. Tyvene forsøgte at bruge dankortet, men uden held.
Kilde: Grenaa Bladet
sof