I Auning var der tre villa-indbrud natten til tirsdag 15. juli, og alt tyder på, at de samme tyve står bag.
Størst udbytte fik tyvene i en villa på Skovdalsvej, hvor der blev stjålet for i alt ca. 10.000 kr. Det drejer sig om et smykkeskrin med smykker, indholdet af en sparebøsse, der var ca. 1.700 kr., samt ca. 40 euro og en pung og et plasticbæger med mønter i. En rude var aflistet.
I en villa på Østervangsallé var en rude ligeledes aflistet og alt gennemrodet, men udbyttet er ukendt. Også på Lindeallé var der aflistet en rude til et værelse og udbyttet ukendt.
Under et indbrud i en villa på Hollandsbjergvej i Ørsted natten til mandag 14. juli blev tyven overrasket. Tyven knuste først en rude til et skur og fandt her en reservenøgle til villaen. Da tyven låste sig ind, mødte han beboeren, som var blevet vækket af støjen. Tyven blev så forbløffet, at han straks stak af.
Under et besøg i Djurs Sommerland har en gæst været udsat for et lommetyveri og mistet sin mobiltelefon med navigation - en Nokia 6110 navigator.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof