Retten i Randers har varetægtsfængslet to drenge på 15 og 18 år, der sigtes for vold og røveriforsøg mod en kvinde på åben gade i Trustrup.
Den 15-årige, der er fra lokalområdet, blev varetægtsfængslet i en uge og måtte tage ophold i arresten, da der ikke i første omgang blev fundet plads til ham på en lukket ungdomsinstitution. Han er trods sin unge alder kendt af politiet i forvejen. Den 18-årige blev varetægtsfængslet for fire uger.
Episoden fandt sted tirsdag 15. juli ved 22.30-tiden på Århusvej i Trustrup. Her var en 31-årig kvinde fra Trustrup ude at lufte sin hund. Hun har forklaret til politiet, at hun blev passet op af to store drenge, der krævede at få hendes penge og mobiltelefon. Kvinden nægtede at give dem noget, og der opstod håndgemæng, hvorunder hun fik tildelt flere knytnæveslag. Til sidst stak drengene af uden udbytte.
Efter overfaldet fik kvinden kontakt til nogle beboere i nærheden, og da hun beskrev gerningsmændene, kunne de fortælle, hvem en af gerningsmændene måtte være. Det var den 15-årige, som senere på aftenen blev anholdt af politiet.
Tog med toget
Den anden forsvandt, men politiet havde en formodning om, at han var taget med toget fra Trustrup til Grenaa. Og ganske rigtigt. Da toget kom ind på stationen i Grenaa sidst på aftenen, var han med. Det var den 18-årige fra Grenaa.
På grund af forbrydelsens grovhed fremstillede politiet onsdag de to drenge i grundlovsforhør i Retten i Randers, hvor dommeren så strengt på den form for uprovokeret gadevold og røveriforsøg og bestemte, at de skulle anbringes i arresten.
Under afhøringerne har drengene vedgået at have slået kvinden.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof