Som noget nyt arrangerer FOF Djursland i år et kreativt billedskolekursus for alle børn i alderen fra fem til 14 år.
Norddjurs Billedskole har fire undervisningssteder rundt i Norddjurs Kommune - Allingåbro, Glesborg, Grenaa og Anholt.
Sæsonen indledes med et kreativt sommerbilledskolekursus på Glesborg Skole fra mandag 4. august til og med onsdag 6. august. Hver dag er der undervisning fra kl. 10 til 15, og underviserne vil være billedskolelærerne Anne Marie Bæk, som normalt underviser i Allingåbro, og Eva Maria Larsson, der i efteråret underviser i Glesborg og Grenaa.
Har dit barn en Picasso i maven eller måske bare lyst til at udfolde sig kreativt, så er chancen der på sommerbilledskolen i Glesborg. Kurset er lige noget for dem, der vil fordybe sig i kreativt arbejde tre dage i træk, og der vil blive arbejdet med emnerne dyr og natur.
Sjove materialer
- Vi tegner, maler, former og eksperimenterer med forskellige materialer, og der bliver mulighed for at tegne og male efter naturen. Der bliver også mulighed for at slippe fantasien løs med sjove materialer, fortæller de to billedskolelærere Anne Marie Bæk og Eva Maria Larsson.
Hvis vejret tillader det, vil aktiviteterne foregå udendørs så meget som muligt.
Tilmelding foregår via FOF's hjemmeside www.fof-djursland.dk, idet FOF's telefon er lukket i juli. Der er allerede så mange tilmeldt, at kurset kører, men der er stadig plads til flere.
Kurset henvender sig til alle børn i alderen 5-14 år, og prisen for de tre dages undervisning er 540 kr. Heri er inkluderet materialeforbrug.
Kilde: Grenaa Bladet
sof