Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Opførelse af ny sognegård i Grenaa nu endelig i gang

Den seneste måned har der været en livlig aktivitet i Nørregade 1 i Grenaa. Den gamle præstebolig er blevet revet ned, og i sidste uge begyndte hovedentreprenøren, Aalsrode Tømrerfirma A/S, på jordarbejdet i forbindelse med opførelsen af Grenaa Sogns nye sognegård, som arkitektfirmaet Exners Tegnestue har projekteret. Den skal efter planen stå klar til foråret.


Sådan bliver Grenaas nye sognegård i Nørregade indrettet.

Den nye sognegårds administrationsafdeling (til højre på tegningen) får indgang fra Nørregade. I bygningen mod stien til rådhuset (til venstre) indrettes der tre mødesale.
I mange år har man i Grenaa Menighedsråd ledt efter en grund eller bygning tæt på Sct. Gertruds Kirke, der egnede sig til en sognegård. Realiteten er nemlig, at kirkecentret i de seneste mange år har været for lille til konfirmandundervisning og de mange arrangementer, ligesom kirkecentret byder på meget forældede arbejdsforhold i kirkekontor-faciliteterne.
I provstiudvalget, der skal bevilge pengene til projektet, foreslog man i 2004 at sælge den gamle præstebolig i Storegade i Grenaa, som ellers skulle gennemrenoveres, og investere i en mere vedligeholdelsesfri præstebolig for at holde udgifterne til bygningsmassen nede. Dette ville medføre, at der var mere "luft" til at investere i en ny sognegård. Præsteboligen blev solgt, og en ny og "vedligeholdelsesfri" blev købt på Myntevej 32 på nordøstsiden af Bavnehøj.

Bør ligge tæt ved kirken

Erfaringer fra andre sogne i landet viser, at en sognegård bør ligge i umiddelbar nærhed af kirken - ellers vil man ikke kunne udnytte den optimalt.
Da man stadig ikke kunne finde en grund eller bygning tæt ved kirken, blev det klart for menighedsrådet i Grenaa, at den eneste mulighed var Nørregade 1.
Den nye sognegård kommer til at indeholde en administrationsafdeling - det vil sige kirkekontor samt kontorer til kasserer/sekretær, sognemedhjælper med flere. Denne facilitet er placeret i bebyggelsen mod Nørregade og med indgang fra Nørregade.

Tre sale, der kan slås sammen til én

I bebyggelsen mod stien mellem rådhuset og sognegården placeres tre sale, som kan slås sammen til én. De skal benyttes til undervisning af fortrinsvis otte-ni hold konfirmander hvert år. Desuden kan de bruges til store og små arrangementer.
Herudover består sognegården af to møderum, et fælles køkken og de nødvendige depotrum, garderober, toiletter med mere.
"Det hele er bygget op omkring en smuk atriumgård - så man næsten kommer til at tænke på de gamle klostergårde, der emmer af den ro, som er en mangelvare i vores moderne samfund", siger Dorte Bondgaard Nielsen fra sognegårdsudvalget.

Meget tilfredse

Et af ønskerne til sognegården har bl.a. været, at den skal føles åben og indbydende.
"Og det er blevet sådan, at når man står i den ene del af sognegården og kaster et blik gennem atriumgården til de andre dele - så vil man kunne fornemme hele huset og de aktiviteter, der foregår". Det er vi meget tilfredse med, siger Dorte Bondgaard Nielsen.
Ifølge tidsplanen kan den nye sognegård opleves ved selvsyn til maj næste år.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam