Nybolig samler nu kædens fem forretninger på Djursland under samme ledelse.
- Det bliver en stor fordel for både sælgere og købere, vurderer ejendomsmæglerne Mikael Lykke Sørensen og Claus Jeppesen, Nybolig i Ebeltoft og Rønde, der overtager de øvrige tre butikker 1. august
Boligkøbere behøver fra 1. august kun at henvende sig et sted, hvis de vil orientere sig om Nyboligs udvalg af boliger til salg på Djursland. Og boligejere, der vil sælge boligen, vil få deres bolig præsenteret på hele Djursland, når Nybolig samler kædens fem forretninger på Djursland under samme ledelse.
Det sker som en konsekvens af, at ejendomsmæglerne Mikael Lykke Sørensen og Claus Jespersen, der i dag driver Nybolig Ebeltoft og Nybolig Rønde, overtager Nybolig-forretningerne i Grenaa, Bønnerup og Midtdjurs fra ejendomsmægler Christian Høgh. Han har af helbredsmæssige årsager ønsket at trappe arbejdsindsatsen ned. Christian Høgh vil fremover koncentrere sig om formidling af erhvervsejendomme som samarbejdspartner i Nybolig Erhverv Århus, og han vil drive forretning fra privatadressen i Grenaa.
Alle fem butikker fortsætter som selvstændige forretningssteder efter sammenlægningen, og alle medarbejdere fortsætter i de nuværende funktioner.
Et bredere udvalg
"At de fem forretninger samles, vil klart blive en fordel for både købere og sælgere. For det første behøver køberne kun at henvende sig ét sted for at få adgang til hele Djursland. Og for sælgerne betyder det, at når de sætter deres bolig til salg i en af forretningerne, vil den blive præsenteret for købere i alle forretninger," forklarer Mikael Lykke Sørensen og Claus Jeppesen.
For dem er det et naturligt skridt at udvide forretningen til at dække hele Djursland.
"Vi dækker i forvejen hele Syddjurs Kommune, der er et meget eftertragtet sted at bosætte sig, og prisniveauet er derfor højt. Med de nye forretninger i Norddjurs kan vi fremover præsentere et mere bredt udvalg af helårsboliger af forskellig type, i forskellige by- og landområder og ikke mindst i så varierede prisklasser, at det vil være muligt for alle købere at finde en god bolig på Djursland".
"Det samme gør sig gældende på sommerhusområdet, hvor vi i Syddjurs i forvejen arbejder i et af Danmarks største sommerhusområder og nu kan udvide salget med sommerhuse langs hele Norddjurslands kyst", tilføjer Claus Jeppesen og Mikael Lykke Sørensen.
Kilde: Grenaa Bladet
sof