En 35-årig mand fra Grenaa er i retten idømt 14 måneders fængsel for narkohandel i Grenaa og for grove overtrædelser af våbenloven.
Af Mogens Q. Sloth
Da den 35-årige anholdtes natten til påskelørdag 22. marts i Grenaa, blev han fundet i besiddelse af 115 gram amfetamin og 86 gram hash.
Retten fandt det bevist, at der var tale om amfetamin og hash, som hovedsagelig var beregnet på videresalg. Det var to betjente i en civil patruljevogn, som natten til 22. marts traf den 35-årige ved en bil på Århusvej i Grenaa ud for et sted, hvor betjentene vidste, der blev solgt stoffer.
Den 35-årige blev fundet i besiddelse af stoffer på sin person, i den bil, han blev stoppet i, i sit hjem og i et kolonihavehus - i alt 115 g amfetamin og 86 g hash.
Tiltalte nægtede at have solgt stoffer. Han forklarede, at han selv brugte amfetaminen i hverdagen for bedre at kunne klare arbejdspresset. Han betalte ca. 70 kr. pr. g amfetamin. Han erkendte at have købt i alt 150 g amfetamin og 100 g hash, hvoraf han selv havde brugt en del, inden han blev taget af politiet. Han kunne ikke forklare, hvorfor stofferne var gemt forskellige steder i hans hjem.
Som vidne forklarede en betjent, at der på bilens passagersæde blev fundet en digitalvægt med amfetaminrester og en saks med frisk hash. På tiltaltes bopæl fandt man flere steder amfetamin og hash, bl.a. i en fryser og under hynderne i sofaen. Desuden fandt man fryseposer, forskellige vægte og en lommeregner, og på gulvet var der anbragt en taske med våben.
På grundlag af betjentenes fund og iagttagelser og under hensyn til mængden af de fundne stoffer troede domsmandsretten ikke på tiltaltes forklaring om, at det udelukkende var narko til eget brug.
Fandt skarpladt revolver i hjemmet
Den 35-årige dømtes også for overtrædelser af våbenloven. Ved ransagningen i hans hjem fandt politiet en 9 mm skarpladt tromlerevolver, et oversavet dobbeltløbet haglgevær, en gaspistol, en strømpistol, knojern, knive og ammunition.
Tiltalte forklarede, at han samlede på våben, som var hans hobby, men han ville ikke sige, hvor han havde våbnene fra. Han havde givet ca. 6.000 kr. for dem. Han kunne ikke forklare, hvorfor tromlerevolveren var ladt.
Det fremgik af sagen, at den 35-årige to gange tidligere er dømt for at have solgt stoffer. Retten fandt det ligeledes skærpende, at tiltalte opbevarede flere våben, herunder et skarpladt, i sin stue, hvorfra der også blev handlet med narkotika. Han er også tidligere straffet efter bl.a. våbenloven og har i alt ni domme bag sig.
Billige knallerter
Han blev dømt for hæleri ved for i alt 12.000 kr. at have købt to knallerter af en ukendt mand, selv om han vidste, de var stjålet. De to nye knallerter, som blev fundet i hans kolonihavehus, har en værdi af 26.000 kr.
Endelig dømtes han for at have kørt bil på den skæbnesvangre marts-nat, selv om han er frakendt førerretten til 2016. Han er flere gange tidligere dømt for kørsler i frakendelsestiden.
Han frikendtes for en anden tiltale for hæleri ved i Brabrand for 8.000 kr. af en ukendt person at have købt tøj, der var stjålet, og som havde en værdi af mindst 30.000 kr. Dette forhold fandt retten ikke bevist.
Den 35-årige fortalte i retten, at han kan vende tilbage til sit arbejde, når han løslades efter dommen på et år og to måneders fængsel. Inden dommen havde han siddet i varetægtsarrest siden anholdelsen 22. marts.
Kilde: Grenaa Bladet
sof