Alle tre-seks-årige børn i Norddjurs Kommune kan snart se børneteater af høj kunstnerisk kvalitet, takket være et kommende Børneteatersamvirke. I nogle måneder har kulturafdelingen i Norddjurs Kommune arbejdet på at danne et Børneteatersamvirke, som skal dække hele kommunen.
 En ny børneteaterordning skal give børnene i Norddjurs nogle sjove og spændende teateroplevelser.
|
Formålet er at give alle førskolebørn et tilbud om teater af høj kunstnerisk kvalitet.
Samvirkets opgave er hovedsagelig at være et koordinerende led mellem børnehaverne og Norddjurs Kommune i forbindelse med udvælgelse og bestilling af børneteaterforestillinger. Kommunen administrerer ordningen, betaler honorar til teatergrupperne og hjemtager refusioner fra Kulturministeriet.
Samvirket kan lade sig gøre takket være en kommunal bevilling i kombination med Kulturministeriets refusionsordning og kontingentindbetalinger fra medlemmer af børneteatersamvirket.
Spændende teateroplevelser
Tidligere, i de fire kommuner, som Norddjurs Kommune er dannet af, var der forskellige ordninger. F.eks. fik børnene i Grenaa Kommune tilbud om børneteater, hovedsagelig opført i Kulturhuset Pavillonen. I Nørre Djurs Kommune sørgede et børnekultursamvirke for, at børnene fik teatertilbud gennem børnehaver, biblioteker m.m. I Rougsø og Sønderhald Kommuner var der ikke noget formelt forum, men børnene fik tilbud om forestillinger gennem biblioteker og børnehaver.
Kulturkonsulent i Norddjurs Kommune og medlem af arbejdsgruppen bag samvirket, Kirsten Krogh, siger:
Børneteatersamvirket er et eksempel på de fordele, som kommunesammenlægningen har givet os. Vi har samlet mange små bevillinger og kan nu give et tilbud af høj kvalitet. Arbejdsgruppen håber, at der vil blive taget godt imod børneteaterordningen, som vil være med til at give børnene nogle sjove og spændende teateroplevelser.
En meget vigtig samarbejdspartner er børnehaverne. Det forudsættes, at alle børnehaver vil have en interesse i at blive medlem af Børneteatersamvirket. For en mellemstor børnehaves vedkommende vil et kontingent typisk være ca. 2.000 kr. pr. år.
Der er godt 20 børnehaver i kommunen. De mange forestillinger kan – efter børnehavernes egne ønsker og muligheder – lægges enten i egen børnehave, Kulturhuset Pavillonen eller i et andet egnet spillested i Norddjurs Kommune.
Der vil også være mulighed for, at børn i alderen tre-seks år, der ikke er tilknyttet en børnehave, får tilbud om børneteaterforestillinger. Der vil blive opkrævet en mindre pris for billetter i løssalg til disse børn. 0-2-årige børn er ikke omfattet af tilbuddet, da erfaringer viser, at børn i den alder ikke får ret meget ud af forestillingerne. Til gengæld kan de helt små stadig se f.eks. dukketeater på bibliotekerne.
Folkeskoleeleverne vil ogsÃ¥ blive tilbudt teaterforestillinger, men det er den enkelte folkeskole, der beslutter, om skolen vil bruge ressourcer til køb af børneteaterforestillinger. Folkeskolerne kan – som børnehaver og biblioteker – fÃ¥ refunderet 50 pct. af deres udgifter. Bibliotekerne har indtil videre valgt at stÃ¥ uden for teatersamvirket.
Bestyrelse vælges i september
Næste skridt i processen er valg af en bestyrelse. Der vil blive indkaldt til møde onsdag 3. september i Ørum Aktiv Center, hvor der vil blive informeret om ordningen, og hvor der vil blive holdt valg blandt de fremmødte.
Medlemmerne i de tidligere Børneteatersamvirker og repræsentanter fra børnehaverne vil blive indbudt til mødet.
Forinden vil der blive taget kontakt til børnehaverne. Bl.a. vil regelsættet og en nærmere beskrivelse af tilbuddet blive udsendt til alle børnehaver, som derefter vil kunne tage stilling til, om de vil tilmelde sig Norddjurs Børneteatersamvirke.
Arbejdsgruppen består af Karen Nørholm, Foreningen Grenaa Børneteater. Karen Margrethe Olesen, Børneteatersamvirket i Nørre Djurs. Karen Nielsen, børnebibliotekar på Ørum Bibliotek. Louise Skaarup, børnebibliotekar på Ørsted Bibliotek. Krista Andreasen, kulturafdelingen, Norddjurs Kommune, og Kirsten Krogh, kulturafdelingen, Norddjurs Kommune.
Kilde: Grenaa Bladet
sof