Gratis morgenkaffe, fiskeauktioner, sildebord, redningsøvelser, bådrace og masser af anden underholdning.
Det bliver atter overskrifterne, når Lions Clubberne i Grenaa lørdag 16. august indbyder til underholdning på Grenaa Havn under overskriften "Fut i havnemiljøet".
Traditionen tro begynder dagen med gratis morgenkaffe, hvor der serveres kaffe og rundstykker til alle morgenduelige. Lions Club Grenaa står for denne del af arrangementet, og Dagli' Brugsen, Havnebageren og Super Best i Grenaa sponsorerer kaffe og rundstykker. I forbindelse med morgenkaffen er der underholdning ved Grenaa Harmonikaklub.
Borgmesteren vil lede auktion
Kl. 10 foregår første etape af den traditionsrige fiskeauktion, hvor en kendt person som auktionarius svinger hammeren og fører de bydende gennem en spændende auktion. I år er det Norddjurs Kommunes borgmester, Torben Jensen, der leder auktionen. Alle kan agere fiskeopkøber eller eksportør for en dag. Friske fisk fra Kattegat kommer til salg, og fiskene er sponsoreret af Grenaa Havns fiskere.
Også i år bydes der på mavedans ved FC Grenaa Mavedans, og det er kl. 10.15-10.45.
Det er også dagen, hvor Lions Club Grenaa Olivia indbyder til sildebord kl. 11-13.
Grenaa Blæserne giver smagsprøver på, hvad de formår mellem kl. 11 og 12.
Bil i havnen og båd i brand
Kl. 12.45 begynder en stor redningsøvelse, der omfatter Beredskabsgården, Falck, Redningsstationen og Livredderskolen. Man vil kunne opleve, at der ydes førstehjælp til en person, der i bil er kørt i havnen, hvor bilen har ramt en båd, som bryder i brand. Røgdykkere går i aktivitet, redningsbåden assisterer, og Falck kommer for at behandle de tilskadekomne.
Et helt drama vil udspille sig, og man ser, hvordan beredskabet tackler en sådan ulykke.
Kl. 13.30-13.45 foregår anden etape af fiskeauktionen.
Hjemmelavede både i dyst
Kl. 14 er der bådrace i området ud for roklubben. Her vil en række af havnens firmaer og institutioner dyste i hjemmelavede både, og det hele vil blive kædet sammen med humoristiske indfald, leveret af Grenaa Amatørteater.
I skrivende stund er der tilmeldt både fra VVS Per Møller, El:Con Grenaa, North Star Holding, Beredskabsgården, Lions Club Grenaa, Davai Cykler og Mini Farmen. Kattegatdykkerne assisterer. Til denne del af arrangementet er der stadig åben for tilmelding fra både firmaer og andre interesserede.
Kl. 15-15.30 er der opvisning med Djurs Square Dance, og publikum opfordres til også at træde dansen.
Kl. 16 tænder Grenaa Slagtehus op for grillen og serverer lækkerier.
Havnen vil således hele dagen syde af aktiviteter, og der vil også være underholdning ved Grenaa Blæserne og Grenaa Harmonikaklub.
Beredskabsgården og Falck opretter en kommandocentral på havnen, Marineforeningen holder åbent hus, Kattegatcentret laver udstilling, Grenaa Modelskibsklub viser modelskibe, og Grenaa Naturskole laver en udstilling og gættekonkurrence.
Arrangementet er planlagt og gennemføres af Lions Clubberne i Grenaa med aktiv deltagelse fra en lang række interessenter fra Grenaa.
Overskuddet går som altid ubeskåret til Lions Clubbernes humanitære hjælpearbejde - både lokalt og internationalt.
Kilde: Grenaa Bladet
sof