Stjal udstyr for en mio. kr. hos tandlæge i Auning
Det var professionelle tyve, der var på spil hos Tandlægerne på Centervej 4 i Auning natten til tirsdag 5. august.
De vidste, hvad de ville have og forsvandt med tandlægeudstyr til en samlet værdi af ca. en million kr. Da der blev knust en rude til tandlægeklinikken kl. 01.03, gik tyverialarmen i gang, men tyvene arbejdede hurtigt videre. De stjal bl.a. flere tandboremaskiner, en autoclave til at sterilisere udstyret samt udstyr til fremkaldelse af røntgenbilleder med tilhørende harddisk.
Politiet har ingen sikre spor at gå efter og vil gerne have henvendelser fra folk, der har bemærket noget usædvanligt på Centervej i Auning natten til tirsdag 5. august.
Der er tidligere i år begået lignende tyverier på tandlægeklinikker i Ørum og Glesborg, der ligeledes blev ribbet for tandlægeudstyr til flere hundrede tusinde kr.
Kilde: Grenaa Bladet
sof