I løbet af den seneste uge er fire bilister blevet anholdt for spirituskørsel på Djursland.
En 48-årig mand havde fået for meget spiritus til at sidde bag et rat, da politiet standsede ham på Stokkebro i Gjerrild torsdag 31. juli kl. godt 18. Manden er fra lokalområdet.
På Århusvej i Tirstrup blev en 20-årig mand fra Ebeltoft sigtet for spirituskørsel forleden nat kl. 02.55, og på Ryomvej i Thorsager gik en 49-årig kvinde fra Rønde-egnen i "spritfælden" en søndag aften kl. 22.10.
Under en rutinemæssig kontrol natten til onsdag 6. august blev en 43-årig mand fra Hadsten anholdt og sigtet for spritkørsel. Det var på Randersvej i Lime.
Formentlig var der også tale om spritkørsel, da der torsdag 31. juli om aftenen blev kastet flere ølflasker ud af en bil, mens den kørte gennem Holme ved Ebeltoft. En af flaskerne knuste en rude i en parkeret bil, men politiet fik ikke fat i hærværksmændene.
I Østerbrogade i Grenaa afslørede politiet, at en 30-årig mand fra Grenaa havde ført en varebil uden at have kørekort. Det var administrativt inddraget i forbindelse med en anden færdselssag.
Kilde: Grenaa Bladet
sof