Hvor mødes gamle og unge i frugtbart fællesskab om at lære nyt? Det gør man på VUC. Her går der voksne i alle aldre og med forskellig baggrund. Fælles for dem er, at de er der for at lære noget, og det giver en god stemning på holdene.
»På VUC er der en rar atmosfære, hvor der er plads til alle, ingen larm og ingen bliver mobbet«, siger f.eks. 24-årige Mette og fortsætter: »Her er mere seriøst, folk vil gerne lære noget, og det er i orden at ville noget. Man bliver ikke kaldt stræber, fordi man er interesseret og gerne vil lære noget«.
»VUC er et sted, hvor folk har lyst til at gøre en indsats. Jeg tror, at en af årsagerne til, at det fungerer så godt her, er den store aldersspredning. Man lærer meget af hinanden og hinandens forskellige erfaringer. Og så hjælper det også, at lærerne på VUC er meget engagerede«, siger Simon.
Et tilbud til alle
VUC har en stor palet af uddannelsestilbud, som man kan plukke i efter lyst og behov.
Fik man ikke det med fra folkeskolen, som man gerne ville have, eller droppede man ud af gymnasiet, handelsskolen eller teknisk skole, så kan man gå på VUC og tage en 9. klasse, 10. klasse eller hf. Man kan tage hele fagrækken, eller man kan nøjes med at læse enkelte fag, som kan føre ind på drømmeuddannelsen. Studievejlederne på VUC kan give mange eksempler på tidligere kursister, der ved hjælp af undervisningen på VUC har kvalificeret sig til videreuddannelse, og som i dag enten er studerende eller færdiguddannede som f.eks. lærere, pædagoger, socialrådgivere eller ingeniører.
Er du ordblind
Er man ordblind, har læse- eller stavevanskeligheder eller har man det ikke ret godt med regning eller matematik, kan man melde sig til ordblindeundervisning på små, særligt tilrettelagte hold eller til dansk eller matematik på forberedende voksenuddannelse (fvu). Så kan man pludselig hjælpe børnene med lektierne og skrive rapporter på arbejdspladsen. Og det giver selvtillid.
Er man tosproget og har brug for at blive bedre til dansk eller at få viden om Danmark og danskerne, så man kan søge dansk statsborgerskab, kan man tage en 9. klasse med udvidet timetal i dansk (dansk +) eller deltage i faget »kulturfag«. I år afsluttede 12 tosprogede f.eks. folkeskolens 9. klasse på VUC og kan nu fortsætte med uddannelse på handelsskolen, teknisk skole eller VUC eller bruge dansk på arbejdspladsen.
Engelske emails
Har man fået en svigersøn i England eller børnebørn, der rejser og sender emails hjem fra Australien eller USA, så er det rart at kunne kommunikere på engelsk og kunne modtage og besvare mails. Og hvis man har fået råd til at rejse til Italien, Frankrig eller Spanien, så er det dejligt at kunne tale sproget, og bagefter at kunne bearbejde sine fotografier fra turen ved computeren. Interesserer man sig for billedkunst, historie, religion, dansk litteratur, psykologi eller filosofi, så er det spændende at udbygge sin viden sammen med kvalificerede lærere og andre kursister med samme interesse. Det gælder både for unge, der skal bruge eksamen til at komme videre med uddannelse, og ældre, der »blot« går til undervisning af lyst og interesse.
Kilde: Grenaa Bladet
sof