Tre gange inden for godt en uge har der været indbrud i Grenaa Dyrehospital på Fabrikvej, og i det hele taget spores der en stigende indbruds-aktivitet i virksomheder i Grenaa og omegn.
Første gang, der var indbrud i dyrehospitalet, var i weekenden 1.-3. august, da der blev stjålet en ultralyds-scanner. Natten til mandag 11. august vendte tyvene tilbage og var formentlig ude efter medicin. De kom ind efter at have aflistet en fyldning i en dør, og i flere rum gennemsøgte de skabe og skuffer, men fandt tilsyneladende ikke det, de var ude efter. Man kan ikke se, der er fjernet noget. Natten til tirsdag 12. august var der atter indbrud. Denne gang var der opbrudt et vindue, men tilsyneladende intet taget.
Et kasseapparat med ca. 6.000 kr., et GPS-navigationsanlæg og et digitalkamera blev udbyttet ved et indbrud i Juuls Autoophug på Energivej i Grenaa. Der var aflistet en rude natten til lørdag 9. august.
Under et indbrud i GP-Tryk på Rugvænget i Grenaa fik tyvene fat i pengeskabet, men de efterlod det uden for firmaet. Det var ikke forsøgt opbrudt, og politiet mener, tyvene er blevet overrasket. Tyverialarmen gik i gang kl. 00.30 natten til tirsdag 12. august.
Kilde: Grenaa Bladet
sof