Østjyllands Politi i Grenaa efterlyser vidner til et groft overfald i Grenaa Centrum, der fandt sted natten til lørdag den 16. august.
Af Henrik Dolmer
Tre unge mænd fra Ukraine havde været på besøg på diskotek Buddy Holly i Østergade, og da de ved 04-tiden gik derfra blev de i Nørregade antastet af en ung mand, som gerne lige ville veksle et par ord med dem. Det havde de dog ikke meget lyst til, da de ikke rigtig mestrer andre sprog end deres modersmål. De kunne dog forstå så meget, at de efter den unge mands mening havde været lidt for tæt på en dansk pige på diskoteket. Seancen udviklede sig, idet en 3-4 kammerater via et mobil-telefonopkald sluttede sig til den danske ungersvend. Pludselig blev den ene af de ukrainske mænd slået i hovedet med noget tungt - formentlig en brosten. Han faldt omkuld og forsøgte derpå at flygte, men blev slået ned igen. Herefter lykkedes det ham dog at slippe væk, og ligeså lykkedes det en anden af de tre ukrainere at flygte, mens den tredje blev indhentet ved Fakta og derpå gennembanket af flere af de unge.
Måtte på skadestuen
De unge ukrainere måtte efterfølgende en tur på skadestuen på sygehuset i Grenaa, hvor de blev behandlet for deres skader. Til politiet har de unge ukrainere blandt andet fortalt, at en pige overværede overfaldet, og at hun havde forsøgt at tale de unge danske mænd fra deres voldelige fremfærd. Det er politiets håb, at denne pige - eller andre med kendskab til det grove overfald - vil henvende sig i forbindelse med efterforskningen af sagen.
Det kan ske ved at ringe til tlf. 87 31 14 48, hvorefter man skal bede om straffelovssektionen i Grenaa.
Politiet har kun kunnet lave et signalement pÃ¥ den ene af overfaldsmændene, nemlig ham, der henvendte sig til de tre ukrainere i første ombæring. Han beskrives som værende i starten af 20’erne, almindelig af bygning og cirka 175 cm. høj. Han havde desuden kort, blondt hÃ¥r og strittende ører.
Kilde: Grenaa Bladet
sof