Lørdag d. 30. august er der national knipledag arrangeret af foreningen Knipling i Danmark (www.knipling-i-danmark.dk).
På Djursland markeres det blandt andet ved, at en gruppe kvinder tager deres knipleudstyr med på biblioteket på N. P. Josiassensvej i Grenaa, og sætter sig og arbejder i forhallen. Så kan alle interesserede se knipling i praksis, og hvis nogen har brug for gode råd og praktiske tips m.h.t. knipling, så har man alle tiders chance den dag!
Gammel tradition
Knipling er en gammel tradition, der startede med kniplinger af guld, sølv og silke. I 1500-tallet supplerede man med kniplinger af hvide hørtråde, som er det, vi i dag forbinder med traditionelle kniplinger.
I starten var det kun hoffet, adelen og kirkens mænd, der brugte kniplinger, men senere blev skikken mere udbredt til bl.a. folkedragter.
I Danmark var Tønder-egnen i mange år centrum for knipling i Danmark, men der har været fremstillet kniplinger i hele landet. Og der er stadig folk, der holder liv i de gamle kniple-traditioner.
På Norddjursland mødes en gruppe kvinder hver uge omkring denne hobby. De knipler, udveksler erfaringer, udveksler mønstre og sørger for at udvikle deres kniplefærdigheder på kurser og udstillinger. Samtidig vil de gerne slå et slag for den gamle håndarbejdstradition og vise andre, at knipletraditionen lever i Danmark og stadig udvikler sig.
Derfor udstiller kvinderne et udvalg af deres kniplearbejder i bibliotekets forhal, hvor de samtidig vil skiftes til at bemande udstillingen med en aktiv kniplerske. Knipleudstillingen på biblioteket vil kunne ses fra fredag d. 29. august til tirsdag d. 2. september.
Kilde: Grenaa Bladet
sof