Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

God ånd i nye rammer

I dag var der "rejsegilde" i Hjemmepleje Øst's nye lokaler på sygehuset i Grenaa. Et sted, hvor der er plads til faglig fordybelse og socialt liv, og hvor den helt særlige ånd i hjemmeplejen kan udfolde sig.


Op på ølkassen. Ninna Thomsen, leder af Hjemmepleje Øst, opfordrede i sin tale medarbejderne til at give hinanden et skulderklap for den store indsats, som alle har ydet i forbindelse med flytningen til de nye lokaler.

Flytningen af inventar går for alvor i gang på mandag d. 1. september og tirsdag eftermiddag er Posthaven efter planen helt ryddet.

Nogle kasser med øl og sodavand danner en lille ø midt på trægulvet i hjemmeplejens nye, store fælleslokale på sygehuset i Grenaa. Men i næste uge er kvadratmeterne fyldt med møbler, computere, hjælpemidler - og ikke mindst de knap 200 ansatte i Norddjurs Kommunes hjemmepleje øst, som nu kan brede sig på to etager på sygehuset i Grenaa.

"Det ser godt ud. Her er lyst og dejligt, og først og fremmest er det vores eget. Her kan vi snakke sammen uden at kigge over skulderen hele tiden", siger social-og sundhedshjælper Marianne Højbjerg med hentydning til de små lokaler i Posthaven, som hidtil har dannet rammen om hjemmepleje øst.

Støjdæmpende gulve og lofter, mødelokaler og cafe-miljø indbyder alt sammen til læring, erfaringsudveksling og hygge. Noget, de ansatte savnede i det tidligere "hjem".

"Da jeg var elev, sad vi på gangen mellem skabene, mens folk gik forbi. Her kan vi udfolde os og slappe af sammen", siger Marianne Højbjerg.

Også Ninna Thomsen, områdelederen for Hjemmepleje Øst, var ét stort smil, da hun trådte op på en ølkasse og talte til de mange fremmødte.

"Luk øjnene og knib jer selv i armen. Drømmen er blevet til virkelighed. Nu har vi vores egen base. Dejlige rammer, som vi nu skal fylde ud med aktiviteter, trivsel og tryghed. For jo bedre, vi trives, jo bedre kan vi tage os af de godt 1000 borgere, som hver dag har brug for vores hjælp", fremhævede Ninna Thomsen.
I baggrunden var endnu et smilende ansigt, nemlig ældrechef John Andreasen. Han har fulgt flytte-projektet i over et år og glæder sig over det store engagement, medarbejderne har lagt i processen.

"Der er en fantastisk korpsånd og god stemning i hjemmeplejen. De ansatte har en vilje til, at tingene lykkes, og det er dejligt, at de nu har fået de rammer, de fortjener", siger han.

Som det er tradition ved rejsegilder, blev der efter Ninna Thomsens tale serveret røde pølser, øl og sodavand, og mange benyttede også lejligheden til at gå ovenpå, hvor der er indrettet en mængde kontorer til hjemmeplejens administration.
Flytningen af hjemmepleje Øst til sygehuset koster 363.000 kroner i årlig drift til blandt andet husleje, vand og varme. Desuden koster selve flytningen ca. 1.032.000 kroner, som skal bruges til IT, klargøring af lokalerne og meget andet.

I begyndelsen af oktober, når man er kommet helt på plads, er der officiel indvielse og "åbent hus" i de nye lokaler.

Kilde: Norddjurs Kommune

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam