Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Nyt fra Kulturhuset Pavillonen

De lune, lyse sommeraftener er slut for i år. Tiden er inde til indendørs aftensysler de næste mange måneder. I Pavillonen har vi mange gode kulturelle tilbud efteråret og vinteren igennem.


Annika Aakjær

Musik og Eventyr
I september er der to arrangementer vi vil gøre opmærksom på. Ét for det yngre publikum og et for det mere modne publikum:

Annika Aakjær i Kulturhuset Pavillonen torsdag den 25. september kl. 20.00.

Annika Aakjær er emigreret fra Nordjylland til hovedstaden og er i gang med sit sjette sabbatår efter gymnasiet. Det lyder, som om hun bruger tiden på bedste vis, selv om forældrene ifølge sangen 'Lille filantrop' og 'Kjøvenhavnersangen' var særdeles skeptiske ved tanken om datterens flytning til København.
I 'Kjøvenhavnersangen' fra agerer skuespilleren Ole Thestrup den unge piges bekymrede og karikerede jyske far, der reciterer: »Det kommer jo aldrig til at gå, du har ikke noget job, og du taler ikke deres sprog, det må du da ku' forstå!, bliv nu her og læs en bog«.

Den underspillede humor fylder meget i Annika Aakjærs univers, men man fornemmer en alvor bag smilet. De kække tonefald og mundrette rim er forankret i alvorlige stemninger.  Også når hun i sangen 'Drømmenes toilet' bruger lokumspoesi til at beskrive en forelskelse eller i 'Tyk' fortæller historien om en skruk pige, der lyver sig gravid og æder sig fed for ikke at blive forladt af kæresten. Imidlertid finder han ud af, hun bare er blevet tyk, og så skrider han selvfølgelig, mens man som lytter smiler med på sangen.

Niels Hausgaard og Allan Olsen er et par af de navne, Annika Aakjær fremhæver som sine inspirationskilder. På debutalbummet 'Lille filantrop' minder den 25-årige nordjyskfødte sanger, sangskriver og guitarist adskillige steder om netop Hausgaard og Olsen, fordi også hun kan fortælle gode historier fra landet på sin egen måde - og ligesom de to mænd er 'godt skåret for tungebåndet', som det hed engang.

Annika Aakjær lyder, som hun ser ud. Hun larmer med sit glødende hår og sit spraglede tøj, hvor ikke én farve matcher for alvor, sandsynligvis helt bevidst, men ud af hendes læber klodser til gengæld pangpangende bandeord efterfulgt af uindpakkede sandheder. - Og så matcher det jo alligevel.
Det klæder hende, at hun så trodsigt insisterer på at stikke ud - og især, at hun taler lige ud af posen, når hun skal fortælle om sin ulykkelige opvækst i en lille lorteby et sted i nærheden af Aalborg.
Annika Aakjærs tekster tager alle udgangspunkt i hende selv, og er ofte med skarpe pointer, hvor hun betragter livet fra en alder, der er betragtelig højere end hendes faktiske alder.
"Jeg har observeret, at mange voksne eller ældre har svært ved at huske, hvor hårdt det var at være ung, fortæller hun. Det kan jo være totur at blive sendt i skole hver dag. Jeg håber bare, at jeg selv vil huske min egen ungdom, når jeg bliver ældre". Siger hun.

Billetter á 100 kr. på www.pavillonen.dk , i Djurslands Bank og i Kulturhuset Pavillonen.


Musik & Eventyr - Eneste opførelse i hele Østjylland.
I kulturhuset Pavillonen fredag den 26. september kl. 20.00.

Teater-koncert - oplæsning og klassisk musik
En skuespiller og 3 musikere, der samtidig udgør to ægtepar, skaber stemningsbilleder, som gør aftenen til en unik oplevelse.
De 4 kunstnere har sammensat 10 scenebilleder, hvor tekst og musik, der veksler i et smukt forløb, fortæller os om livets mystik og enkelthed. Ord og toner beretter om liv, kærlighed og alle de dårskaber, der følger os på livets rejse.
Et program med musikalsk magi og eventyrstemning. Et program fyldt med humor og glæde, hvor tekst og musik veksler harmonisk.

Den verdensberømte blokfløjtevirtuos Michala Petri og kongelig skuespiller Ghita Nørby har med deres musikalske gemaler Lars Hannibal og Svenn Skipper sammen skabt denne enestående forestilling.
Da kvartetten i 1999 turnerede med »Musik & Eventyr« for første gang, blev det en gevaldig succes med stor publikumstilstrømning og flotte anmeldelser, bl.a. skrev Herning Folkeblad:
»Det var smukt. En perfekt aften i selskab med to ægtepar, hvis talenter rækker ud over det almindelige og i en koncert/forestilling, der også ligger udenfor, hvad vi normalt præsenteres for« og bladet sluttede sin anmeldelse med: »Det lykkedes at skabe en intimitet som kombineret med det tårnhøje kunstneriske niveau resulterede i en STOR AFTEN«.

Kom og oplev et højt kunstnerisk niveau, musikalsk magi og eventyrstemning.

Billetter á 200 kr. på www.pavillonen.dk, i Djurslands Bank og i Kulturhuset Pavillonen.
Forestillingen indgår i Teaterpakken.


Kulturhuset Pavillonen
Kærvej 11, 8500 Grenaa
www.pavillonen.dk

Kilde: Kulturhuset Pavillonen

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam