|
Radio Djursland, Djurslands FM er en lille lokalradio med hjemsted i Norddjurs Kommune, Grenaa By. Radio Djursland genoptog sin udsendelsesaktivitet efter en længere pause den 1. juli 2003. Tidligere har der været 2 andre lokale radiostationer i byen, men ingen af disse har sendt så længe som den nuværende lokalradio, hvilket vi naturligvis er meget stolte over. Af samme grund vil vi gerne fejre dette, og det sker lørdag den 25. oktober, hvor vi både har åbent hus og sender hele dagen, lige fra klokken 8 om morgenen og til midnat. Der vil blive et sandt Eldorado af stemningsfuld radio, festlige studieværter, en god bid brød oppe i radioens lokaler samt masser af ønskemusik. Så sæt endelig kryds i kalenderen for lørdag den 25. oktober. Ikke kun falmer skoven trindt om land. Men din egen lokalradio fester den dag. Så kig endelig op og besøg os - vi garanterer for, at det bliver hyggeligt. Meget mere om programmet næste uge.
Men et programpunkt er uændret den 25. oktober - og alligevel ændret. Vi laver et udvidet FødselsdagsRadioBingo den dag. Med gode gevinster. Så måske du lige skulle tage at få meldt dig ind i radioen, hvis du ikke allerede er medlem!! Ring ind på 70 205 905, eller mail til mail@radiodjursland.dk. Du kan også klikke dig ind på RadioBingos hjemmeside www.radiobingo.dk og læse mere om bingospillet. Og husk, at det jo ikke kun er den 25. oktober, vi spiller bingo. Nej, det gør vi allerede nu på lørdag - og hver eneste lørdag. Et rigtigt godt gammeldags bingospil med et gammeldags lykkehjul med en rislende lyd, når det drejer omkring og lander på et gevinstfelt, der afgør gevinstens størrelse. Og her, hvor skoven falmer trindt om land, og efteråret med efterårsferie er over os, er bingospil et godt tidsfordriv. Så velkommen i bingoklubben allerede nu på lørdag!!! |