»Min yndlingssalme« - Salmesangsaften i Feldballe kirke onsdag d. 5. november kl. 19.30
Sangens år, 2008 har nået sit sidste kvartal, og forhåbentlig har rigtig mange mennesker i landet haft stemmebåndene i sving i løbet af året. Ellers er der stadig mulighed for at nå det, når der i Feldballe kirke indbydes til salmesangsaften d. 5. november.
Sognepræst Ann Maj Lorenzen vil stå for aftenen der har fået overskriften "Min yndlingssalme".
Ved en lille rundspørge efter en gudstjeneste, viste det sig at alle kirkens medarbejdere hver især har deres egne yndlingssalmer, som de er villige til at præsentere en af  d. 5. November. Derfor bliver aftenen en skønsom blanding af salmer uden andet end det tilfælles, at de har opnået at få status af yndlingssalme. Det kan der være mange grunde til; teksten har gjort indtryk og sat sig fast i sindet, melodien har rørt en, eller man har hørt salmen ved en helt særlig lejlighed, der fik afgørende betydning i livet. Andre har været en del af familietraditionerne.
Ann Maj Lorenzen har selv sunget salmer siden hun som 7-årig begyndte at synge i det lokale kirkekor. "Her var en organist, som brugte god tid på at forklare teksterne for os, og som samtidig gav os en dygtig oplæring i, hvad en god melodi er ." I de næsten 40 år der er gået siden Ann Maj Lorenzen første gang sang en salme, har hun sunget mange af dem flere hundrede gange. "Det fantastiske ved digte og salmer er at de hver eneste gang åbner for nye billeder og afdækker flere og flere lag. At synge en salme er som at deltage i en arkæologisk udgravning, for hvert spadestik dukker der noget frem, som fortæller os om vores historie. Salmen åbner sindet og siger os noget om den guddommelige historie, vi også er en del af. Derfor bliver gode salmer aldrig forældede, tværtimod, de bliver overraskende nye, for hver gang vi synger dem."
Onsdag, d. 5. Nov. Kl. 19.30 synger vi yndlingssalmerne, og har du ingen, så kom og få en af mine, siger Ann Maj Lorenzen.
For at ingen stemmer skal synges helt ned den aften, vil der være kaffepause undervejs, og kirkens dygtige sanger Birgitte Rokkjær Jensen vil sammen med sin mand, guitaristen Anders Lampe Jensen, synge nogle helt nye salmer af digteren Simon Grotrian. Melodierne til dem er komponeret af Jesper Gottlieb, og de to herrer har i fællesskab leveret noget, der kunne gå hen at blive yndlingssalmer en dag.
Efter kaffepausen er programmet åbent, og der vil være chance for at få sin egen favorit sunget, hvis den vel at mærke står i salmebogen.
Feldballe Kirke
Søvej 10
Feldballe
Kilde: Kultur Syddjurs
sof