Jul for herskab og tjenestefolk på Gammel Estrup - 22.-23. november kl. 10-16
Hver weekend skruer museet tiden tilbage til 1918, og vores gæster kan opleve forskellige former for underholdning i de højloftede sale og gemakker. Kom og vær med når julen fejres på Gammel Estrup fra 22. november til 23. december.
Vi byder inden for på "Slottet", hvor vi har pyntet op med juledekorationer, granguirlander og juletræer.
I Gammel Estrups riddersal er der fra 22. november pyntet op til herskabets juleaften i 1918 med stort juletræ og et smukt dækket julebord. Adelsslægterne Brock og Scheel, som ejede Gammel Estrup gennem 600 år, har utvivlsomt holdt mange glade julefester her i tidens løb. I 1918 havde en ny generation netop overtaget Gammel Estrup, og den 65-årige Christen lensgreve Scheel havde en stor familie at holde julefesten med, da han havde ikke mindre end 11 børn. I folkestuen fejres julen for tjenestefolkene, der skal varte herskabet op. Det var på den tid kutyme, at når de mange juleforberedelser var til ende og tjenestefolkenes julemad spist, så gik turen op i herskabets stuer til juletræ hos grevefamilien.
I denne weekend pyntes det store juletræ i riddersalen og gaverne kommer under træet, der dækkes et smukt julebord til herskabet i riddersalen, og herregårdens sale og gemakker gøres hyggelige med dekorationer og blomster. I køkkenet sørger husjomfruen og hendes køkkenpige for, at julemaden med kalkun, kartofler, rødkål mm. bliver tilberedt på brændekomfuret og gjort klar til at sætte på julebordet.
I den lune skolestue vil der være mulighed for at nyde en god kop kaffe og lækkert bagværk
Gammel Estrup
Jyllands Herregårdsmuseum
Randersvej 2
8963 Auning
Kilde: Jyllands Herregårdsmuseum
sof