SF foreslår, at man sætter sig ned og finder en langsigtet løsning på problemet.
Af Jonas Dahl, Medlem af Folketinget (SF) og Pia Olsen, Trafikordfører (SF)
Efter at det kom frem, at Midttrafik skal spare på 81 ud af 120 regionale ruter i 2010, har vi i SF været alvorligt bekymrede for Grenaa Gymnasiums fremtid, da en stor del af eleverne er afhængige af netop de ruter eller dele af ruter, der skal nedlægges. Anne-Mette Winther(AMW) har flere steder været ude at sige, at SFs bekymring er helt grundløs. AMW skriver at der nok skal findes en løsning, ja at det ligefrem bliver let at finde den. I SF betragter vi denne udmelding med delt skepsis, men som en lovning på at Venstre og Regeringen nu vil sikre den offentlige trafik på Djursland. I SF har vi ventet 7 år på at få svar på, hvad regeringen vil gøre for den kollektive trafik og ja vi venter stadig. Ikke mindst set i lyset af at det åbenbart er så let at finde en løsning som AMW antyder. Vi konstaterer blot, at der i Region Midtjylland er fundet en
midlertidig løsning for 2009, men hvad sker der mon i 2010, hvis vi fortsat har en borgerlig regering? Vi foreslår, at man sætter sig ned og finder en langsigtet løsning på problemet. Vi ved, at SF-partiforeningerne i Syd- og Norddjurs har sendt regionen et samlet forslag til en bedre bustransport. På landsplan har vi i SF foreslået at styrke de regionale trafikselskaber med 300 millioner. Netop fordi det vigtigt for SF at sikre kollektiv trafik i hele landet og i særdeleshed til de unge som tager en uddannelse.
Vi har imidlertid også kunnet læse at uddannelsesinstitutionerne i Grenaa har lavet en spørgeskemaundersøgelse. Undersøgelsen viste, at eleverne, der er afhængige af de eksisterende ruter, kan have meget svært ved at komme til og fra uddannelsesinstitutionerne i Grenaa. En stor del af eleverne svarede blandt andet, at hvis deres busrute blev nedlagt, ville 7,9 % flytte fra Grenaa, 23 % ville starte på et andet uddannelsessted i for eksempel Randers eller Århus. Og hele 18,2 % svarer, at de vil blive nødt til at vente med at tage en uddannelse, eller helt lade være med at tage en uddannelse. På den baggrund tør vi godt sige at det kan få alvorlige konsekvenser, hvis regeringen og AMW ikke giver større tilskud til de regionale buslinier. I SF foreslår vi helt konkret at styrke de regionale busselskaber med 300 millioner så de mange buslukninger kan undgås og dermed kan vi også redde de ungdomsuddannelser der kan blive presset af busnedlæggelserne.
I SF støtter vi varmt Grenå Handelsskole, Grenå teknisk skole og Grenaa Gymnasium og derfor støtter vi også den kollektive trafik, som er et vigtigt grundlag for disse uddannelser. Desværre må vi bare erkende at den politik Venstre fører på Christiansborg kan få beklagelige konsekvenser på Djursland og for ungdomsuddannelserne i Grenaa.
Kilde: Jonas Dahl
sof