Fra den 1. marts indtager den 48-årige Ida Husby den ny stilling som sundhedschef i FDB. Ansættelsen sker som led i en lang række af målrettede tiltag, der skal styrke FDB's bidrag til at løse samfundsudfordringerne på sundhedsområdet.
Med ansættelsen af Ida Husby får FDB tilført en indgående erfaring i at formidle budskaber om sundhed og ernæringsspørgsmål i øjenhøjde med forbrugerne. Gennem sit engagement i ernæringskampagner som fx 'Let Sovsen, Jensen' har Ida Husby i bl.a. Fødevarestyrelsen, Sundhedsstyrelsen og i Kræftens Bekæmpelse bidraget til folkesundheden ved at klæde danskerne på til selv at tage ansvar for deres sundhed. Dertil har Ida Husby arbejdet med at skabe rammer og muligheder for at leve sundt - i skoler, på arbejdspladser og i kommuner.
"Vi ser frem til at få Ida med på holdet. Som ejer af Coop Danmark - landets største dagligvarevirksomhed har vi et stort medansvar for folkesundheden. Idas erfaring såvel som hendes idérigdom om, hvad der kan få danskerne til at leve et sundere liv er et kæmpe aktiv for FDB. Det skal vi bruge til at finde og igangsætte nyskabende projekter på sundhedsområdet," siger Thomas Roland, chef for ansvarlighed i FDB.
En del af FDB's vision for sundhed er, at det skal være lettere for danskerne at vælge de sunde produkter, når de handler dagligvarer. Det handler om at øge både udbudet af og efterspørgslen efter sunde dagligvarer.
Hertil siger den nye sundhedschef:
"Jeg ser jobbet som fyldt med muligheder, fordi FDB's ambitionsniveau på sundhedsområdet er højt. FDB har et ønske om at finde nye veje, der kan bidrage til løsning af samfundets åbenlyst store udfordringer med folkesundheden. Her har vi meget store muligheder for at skabe resultater, fordi vi har daglig kontakt til så mange medlemmer og kunder," siger Ida Husby.
Ida Husby er uddannet inden for ernæring og folkesundhed og har en masteruddannelse i folkesundhed (MPH) samt en ph.d.-grad i sundhedsvidenskab fra Københavns Universitet. Ida er endvidere en garvet foredragsholder og skribent på området.
Kilde: FDB
sof