God ledelse, klar kommunikation og plads til forskellighed. Det er nogle af punkterne i Norddjurs Kommunes nye trivselsdokument, som et enigt Hovedudvalg godkendte i foråret.
En overskuelig og konkret liste over punkter, som giver medindflydelse og arbejdsglæde i dagligdagen. Det er endnu et skridt i Norddjurs Kommunes bestræbelser på at sikre, at kommunen forbliver en attraktiv arbejdsplads, hvor det er nemt både at fastholde og tiltrække dygtige medarbejdere, som er glade for at gå på arbejde.
I alt ni punkter, som fører til trivsel på arbejdspladsen, er hovedessensen i det trivselsdokument, som kommunens Hovedudvalg udarbejdede og godkendte i foråret. Dokumentet er den strategiske platform, som Norddjurs tager udgangspunkt i, når de ansattes trivsel skal på dagsordenen. Desuden har dokumentet udspring i kommunens værdigrundlag, som omfatter ligeværdighed, åbenhed og dialog.
Samtidig ønsker ledelsen at fremme en kultur, hvor den sunde fornuft er til at få øje på i hverdagen, og hvor der er plads til at eksperimentere og udføre prøvehandlinger.
Dokumentet skal ses som en del af det løbende arbejde omkring trivsel og arbejdsmiljø, som hele organisationen har meget fokus på. I 2008 blev der bl.a. udarbejdet en arbejdsmiljøpolitik, hvor de lokale MED-udvalg skrev forslag til strategier og tiltag mv.
Det nye trivselsdokument er opdelt i ni punkter i prioriteret rækkefølge, og til hvert punkt er desuden knyttet konkrete forslag til handlinger, som skal sikre, at punkterne bliver ført ud i livet. Det er i øvrigt værd at lægge mærke til, at et punkt som personalegoder, som får meget opmærksomhed i pressen, prioriteres forholdsvis lavt blandt Norddjurs Kommunes medarbejdere.
De ni veje til trivsel ser i prioriteret rækkefølge således ud:
1: God ledelse
Ledelsen skal være synlig, tilgængelig, anerkendende, inddragende og søge dialog. Det kan blandt andet ske ved at gøre endnu mere opmærksom på kommunens ledelsesgrundlag.
2: Anerkendelse
Medarbejderne skal føle sig set, hørt og forstået. Den anerkendende tilgang praktiseres på f.eks. personalemøder og der opfordres til, at alle ansatte roser en kollega eller leder hver dag.
3: Information / kommunikation
Fokus på området gennem etablering af personaleblad og nyhedsbrev.
4: Indflydelse på eget arbejde
Muligheder for ”ønskeopgaver”, planlægning og dialog med ledelsen.
5: Balance mellem kompetencer og udfordringer
Det er vigtigt, at medarbejderne føler, at de kan magte deres arbejde og er klædt fagligt godt nok på til at udføre opgaverne. Fokus på dette gennem efteruddannelse og kompetenceudvikling, ligesom der skal være plads til, at medarbejderen udvikler sig personligt.
6: Skabe rum for forskellighed
Videndeling på tværs af arbejdspladser og afdelinger, så erfaringer kan komme kolleger til gode.
7: Mulighed for faglig udvikling
Fokus på dette i MUS-samtaler, ligesom karriereveje internt i organisationen skal gøres synlige.
8: Arbejdet skal give mening
I Norddjurs er den sunde fornuft en vigtig del af værdigrundlaget. Medarbejderne skal føle, at deres indsats giver mening, og der skal være fokus på resultaterne af arbejdet.
9: Personalegoder
Sundhedsfremmende og forebyggende tiltag. F.eks. sundhedstjek, fysioterapi, massage. Det er vigtigt, at personalegoderne er rettet mod arbejdet og arbejdsstedet. Det betyder, at f.eks. rabatkort til forretninger ikke er en del af de goder, Norddjurs’ medarbejdere bliver tilbudt. Til gengæld fÃ¥r medarbejderne i administrationen frokostordning samt gratis frugt, og alle de ansatte fÃ¥r tilbud om sundhedstjek.
Trivselsdokumentet er blevet præsenteret for en stor gruppe medarbejdere og kommunens sikkerhedsrepræsentanter, og alle har taget særdeles godt imod initiativet.
Jesper Kaas Schmidt glæder sig over det nye trivselsdokument.
”Nu har vi et konkret arbejdsredskab, som den samlede MED-organisation i fællesskab stÃ¥r bag. Det betyder, at dokumentet har en god klangbund i hele organisationen – bÃ¥de hos de administrative medarbejdere og for de mange ansatte pÃ¥ kommunens institutioner. Jeg ser frem til, at dokumentet bliver ført ud i livet og hÃ¥ber, det vil føre til endnu større arbejdsglæde og tilfredshed blandt vores medarbejdere”, siger kommunaldirektøren.
Alle MED-udvalg er nu blevet bedt om at sætte trivselsdokumentet på dagsordenen og ud fra de ni punkter diskutere, hvad der fører til trivsel på netop deres arbejdsplads.
Kilde: Norddjurs Kommune
sof