Regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre og SF har 2. december indgået en aftale om "Bedre veje". Aftalen omfatter anlæg af en nordlig omfartsvej ved Grenaa
Parterne vil med den nye aftale udbygge vejnettet dér, hvor behovet for at forbedre fremkommeligheden er størst. Aftalen giver således mulighed for udbygning af centrale strækninger i Danmark, hvor der i dag er stor trængsel, til gavn for borgere og erhvervsliv.
Det er allerede tidligere besluttet, at der ved årsskiftet 2010/2011 skal foreligge en færdig forundersøgelse af Grenaa Omfartsvej, og der er afsat 5 mio. kr. hertil. Med den nye aftale er parterne enige om at afsætte 100 mio. kr. til projektet. Det betyder, at der gives et samlet statsligt bidrag på 105 mio. kr. til anlæg af en nordlig omfartsvej ved Grenaa.
Borgmester Torben Jensen glæder sig over, at der er nu indgået en aftale, hvor Norddjurs Kommunes fremtidige trafiknet tilgodeses:
- Det er meget positivt, at vi nu for alvor kan gå i gang med undersøgelserne af, hvad der bedst muligt tager højde for by-, erhvervs- og turismeudvikling omkring Grenaa. En ny omfartsvej vil være med til at sikre en bedre infrastruktur for Grenaa Havns bagland, og den kan medvirke til at sikre en fremtidig udvikling af havnen og de store erhvervsområder nord for byen.
Torben Jensen er meget opmærksom på, at borgerne i området, som kan blive berørt af omfartsvejen, inddrages i forundersøgelsen.
- Jeg ved, at mange i øjeblikket venter på en afklaring af, hvad omfartsvejen kommer til at betyde for netop deres ejendom eller lokalområde. Vi skal nu sammen med Vejdirektoratet sikre, at borgerne bliver hørt, og at vi får drøftet, hvad mulighederne for omfartsvejens linjeføring er.
Aftalen om ”Bedre veje” kan læses pÃ¥ Transportministeriets hjemmeside:
http://www.trm.dk/sw256170.asp
Kilde: Norddjurs Kommune
sof